Historien
Fonden blev under navnet Danmarks Internationale Studenterkomite (DIS) stiftet den 26. marts 1946 af studenterorganisationer og lærerkræfter ved de højere læreanstalter i Danmark. DIS havde 3 hovedformål: Internationalt hjælpearbejde, internationalt kulturelt samarbejde og studenter-udveksling.
Som selvejende institution udviklede DIS sig inden for en række områder: Hotel- og kantinedrift, bygge- og ejendomsadministration, arrangement af kongresser, fabrikation af elektronisk udstyr til simultantolkning og afstemninger, produktion og salg af rejser samt internationale studieprogrammer.
I 1985 – i forbindelse med den nye fondslov – blev DIS omdannet til en erhvervsdrivende fond, og i slutningen af firserne blev der gennemført en række frasalg og udskillelser af aktiviteter:
Kongresdelen blev frasolgt til private investorer og drives i dag under navnet DIS Congress Service Copenhagen A/S. Det internationale studieprogram blev udspaltet som en selvstændig fond og fungerer i dag under navnet DIS, Denmark’s International Study Program. Endelig blev DIS Rejser frasolgt til finske HYY og indgår i dag i KILROY travels-koncernen.
Fra 1989 besluttede fonden at koncentrere sig om aktiviteterne i DIS Bygge- og Ejendomsadministration, herunder teknisk bygherrerådgivning, styring af drift, vedligeholdelse og byggesager. Der blev udført opgaver inden for private udlejningsejendomme, ejer- og andelsforeninger, kollegie- og ungdomsboliger samt andre almene boliger.
I 2003 gennemgik fonden en omfattende restrukturering. Aktiviteter relateret til kerneområdet, boliger for unge under uddannelse, videreføres i interessentskabet UngesBoligService.dk. Alle øvrige aktiviteter frasælges.
I 2012 overtog DIS alle aktiver i UngesBoligService.dk og stiftede UBSbolig A/S, hvor virksomheden drives videre.